”Der må være noget, jeg kan bruges til?”

Han husker ikke, om han er 58 eller 59 år, eller hvor længe det præcist er siden, at lægen sagde ordet ”Alzheimers demens”, men han kan uden at tænke meget over det fortælle, hvad det har gjort ved ham. 

- Det var svært at gå fra et varieret arbejdsliv med en arbejdsuge på 60-70 timer, og så pludselig er det slut. Jeg skulle ingenting, og det føltes meningsløst, og det er altså begrænset, hvor meget man kan gå i haven, siger Michael Kjær Søgaard med et skævt smil.

Savnede arbejdet 

Jeg møder ham udenfor Thyhallen, hvor han er ved at brænde ukrudt. Han er i gang, og bruger sine hænder til noget praktisk. Timerne som frivillig arbejdskraft giver hverdagene indhold, og han nyder at være blandt andre mennesker, sådan som han har været gennem hele sit arbejdsliv som først uddannet elektriker og senest kørende sælger indenfor automatik. Siden januar er han fast mødt ind i Thyhallen to dage om ugen. Aftalen er kommet i stand ved hjælp af kommunens demenskoordinator. 

- Michael savnede sit arbejdsfællesskab. Han sagde direkte, at ”der da måtte være noget, jeg kan bruges til?” Det betød, at vi kunne hjælpe ham med at få en aftale i stand med Thyhallen, som var klar til at gå ind i arbejdet med at hjælpe ham, fortæller Gitte Sand Dahlgaard, som er demenskoordinator i Thisted Kommune. 

Tålmodighed og ærlig snak

Det kræver vilje fra en arbejdsplads at finde rum til en ny medarbejder, som til tider kræver en ekstra hjælpende hånd og en påmindelse. Diagnosen Alzheimer demens betyder fx, at Michael nemt kan gå forkert eller glemme, hvad han skal hente i redskabsrummet, eller hvor langt han er kommet, når de støvsuger tribunerne i Thyhallen. Den slags skal der være plads til. Og de skal også sammen kunne grine ad det, når det sker, fordi alle ved, at det er et vilkår. 

- Det kræver, at vi har lidt ekstra tålmodighed, og at vi kan tale ærligt om tingene. Michael er her sammen med os på nogle fælles vilkår, og han er meget åben om sin sygdom og sine begrænsninger. Det gør det muligt for os at operere omkring hans situation og tilrettelægge dagene så han kan indgå ligeværdigt. Vi sørger fx også for, at han kun får én opgave ad gangen, forklarer Michael Nielsen, der er assisterende halinspektør i Thyhallen.  

Et frirum fra sygdom

Selv fortæller Michael Kjær Søgaard, at han har valgt at være åben om sin sygdom, fordi det gør det nemmere at være ham.  

- Selvfølgelig var jeg lidt usikker i begyndelsen. Jeg frygtede at blive stemplet som ”ham den syge”. Men jeg har fundet ud af, at det gør tingene nemmere, når jeg fortæller, at det er den her sygdom, og at jeg er pissetræt af det, men det forklarer jo også nogle ting. Og jeg har kun oplevet, at det er blevet positivt modtaget, siger han. 

For hver dag han er på job, bliver han bedre og bedre til at finde rundt i den store hal, og han glæder sig til sine to ugentlige arbejdsdage.  

- Det er virkelig godt. Jeg har et frirum ved at komme her, hvor jeg skal lave forskellige ting sammen med personalet. Og selvom jeg ikke altid kan huske, hvad vi har lavet, når jeg kommer hjem, kan jeg mærke, at det gør mig godt tilpas, fortæller han. 

Du kan finde råd og vejledning om demens på Demensvenligt Thys hjemmeside.